Blåbær plukket ved Gullverket 2005

På sæteren.
Ragna, Marit og jeg skulle på fjældet for at plukke blåbær. Vi skulle gå herfra onsdag morgen kl. 61/2, men kl. 715 vågnede jeg med et sæt. Dernede stod jo Marit færdig til at gå. Med et spring var jeg nede af trappen og lukkede døren op. Nu var Marit - lig sig selv - så snild at koge kaffe og æg til mig, samt smøre noget mad til turen, imens jeg gjorde mig færdig og spiste. Hu, hej, hvor det gik, og på et kvarter var vi færdige. Da vi havde gået en time, var vi der, hvor vi skulle træffe Ragna. Vi kiggede over granerne, thi netop der begyndte skogen, "mon hun er der"? Åh, jo da, der sad hun jo på trappen til Maja Finnbraatens hus. Med et friskt "god morgen" pilede hun over til os, og nu begyndte da vores skogvandring. Vejen skulle jo være hovedvej, men jeg vil sammenligne den med en af de danske biveje, samtidig vil jeg sige, at den var udmærket, når vi så på det kolosale arbejde, som er lagt på den. Vi kom forbi et savværk og en halv times gang længere fremme en halv snes huse, som lå i en klynge. Derefter traf vi kun husene enkeltvis. Alle mennesker kunne jo nok se hvad vi gik efter, da vi havde store kurve på armene og "niste" på ryggen. Da vi kom forbi et hus, stod der en gammel mand udenfor. "Dere skulle taget en kørvel (kurv) mere med, thi der er mange bær i år" sagde han, mens et rigtig skogmandssmil lyste i øjet. Vi vidste jo nok at han mente det modsatte, da der er småt stil med frugt i år. Vi kom længere frem, og berget begyndte nu at blive temmelig høj på begge sider. Digtermanden fòr pludselig i os, og vi begyndte: "Tre jenter gik i skoven ind med niste på sin ryg - de gik så glad med freidig sind - og ænsed` ingen myg". Da mødte vi to småjenter og en liden gutunge, som kom drivende med fire køer og vi fortsatte: "Da mødte de to jenter små - og fire røde kuer - de snakked` og på hverandre så - - -". Men nu har jeg desværre glemt resten, vi havde endda fire hele vers. Nu begyndte Hoelsjøen, og langs den bredder gik vi vel 3/4 time. Da vi kom midt ud for den var klokka 10 og vi indtog nu vores første måltid. Forinden tog vi strømper og sko af og pjaskede løs i vandet med bare beina. Vi gik vel i 4 timer og havde paseret 3 sætere, men disse var fast beboet, så der var ikke rigtig noget eventyr ved det. Vi var gået forbi en liden bygd, bestående af ca. 4 huse og to villaer kaldet "Guldværket" fordi der for indtil nogle få år tilbage virkelig var fundet guld der, og gruberne står nok endnu, men dem så vi ikke.

Jo, "gruberne står nok endnu" - også i 2005

Derefter blev vejen næsten umulig, der var kun grus og kæmpestore sten. Denne vil jeg ligne ved en meget dårlig markvej på sandet jord i Danmark. Den dårlige vej varede vel et kvarter, så blev den igen forholdsvis god. Dette kan forklares sådan, at den sidste ejer af guldværket havde begyndt at anlægge vej, men var ikke helt færdig, da han gik fallit.

Området ved guldminen

Gullstøv i vaskepanna. Gullvasking ved Gullverket i Eidsvoll. Romerike, Akershus

Billede fra gullverket. Ca. 1902

Arbejdshold fra gullverket ca. 1902

Laboratoriet guldværket Eidsvoll

 Vi mødte nu en gammel kjærring, som bildte sig ind at plukke tyttebær. Ragna spurgte hende efter blåbærstrøget og hun forklarede: ”Når dere har gået ret frem en stund og har gået over brua, da går der en vej på vestre (oppe i skogene nævner de altid verdenshjørnerne i stedet for højre og venstre) side af vejen, den gor op til Lynsæterne, finder dere ikke bær der, da må de dra længere vest over”. Kl. 2 holdt vi en rast og derefter pilede vi op ad sætervejen. Vi opgav dog snart at finde Lynsæteren, men drog i stedet længere vest over mod Måvangen eller Måsæteren. Da blev vejen pludselig borte for os i en å, der stod vi – hvad skulle vi nu? Ragna sank ned i græsset, træt og for at samle tanker. Marit og jeg gik ned til åen for at drikke vand. Snart var vi enige om at drage ind i skoven, og så følge den første sti vi fandt. Vi tog en flaske ren vand med i tilfælde af vandmangel, når vi kom op på højderne. Snart fandt vi en sti, for efter en times gang atter at miste den, denne gang i noget sump. Nu var det værre, thi nu var hovedvejen langt borte, og finde Mårvangen uden sti, det var nok umulig. Vi var da enige om, at ville sove under åben himmel om natten, selv om det var midt i september md. Men vi måtte jo gøre det sidste skridt for at finde en sti. Marit fulgte da sumpen, mens Ragna og jeg kravlede på berget ved hver side. Snart var vi langt borte fra hverandre; vi råbte ”hallo” så det klang mellem berget. Endelig blev jeg den heldige og dumpede lige ned på en sti. Nu råbte jeg af alle kræfter, og svarerne gav genklang rundt om. Snart gik det igen over stok og sten over sumpe, hvor vi måtte hope fra sten til sten og fra tue til tue stadig fremad, men foruden bær. Vi varnu enige om at vejen havde ført os hjemefter, kun en halv mil længere mod vest, indtil Marit pludselig står stille og udbryder: ”Mårvangen”! Vi løb fremover, og snart stod vi midt på sæteren. Ragna pilede ned til skrydsel (beboelserum), det var ulåset og for tiden ubeboet. Sætergutten var nok ”draet” hjemover for nogle dage siden. Al vores bagage blev lagt i græsset. Ragna tændte ild på pejsen, tømte bærrene af en blikspand, hældte det rene vanf af flasken i den og begyndte nu at koge kaffe. Marit og jeg gik ud for at finde vand. Marit var den heldige. Hun fandt et hul med stillestående vand, hvor vi tydeelig kunne se at sætergutten havde taget før os. Vi fyldte nu en spand med vand og vaskede os derpå i resten. Gik så ned til Ragna og fyldte noget mere vand i kaffespanden. Nu blev også Ragna vasket, og vi gik alle ud for at se den nedgående sol, mens den kastede sine sidste stråler ud over Hoelsøen omgivet af berg og evindelig skov til alle sider. Herligt syn! Vidunderlige natur! Vi nød nu vort herlige måltid, kaffe, kaffe. Marit og Ragna drak af hver sit spandlåg og jeg af en papkrukke. Jeg undersøgte hver krog. Der var fem huse, to låver (lader) med hø, et fjøs med plads til 8 kuer, et gammelt og et nyt skryds. Det hus vi skulle sove i var delt i to rum, stue og spisekammer. ”Stuen” var først; i dens ene hjørne var pejsen (en åben skorsten) i de to andre en seng og i det fjerde en hylde. Mellem de to senge var et vindue, men da dette var taget ud og brædder slået på i stedet, havde vi kun lys fra skorstenen og den åbne dør. Foran vinduet stod et bord, dette og begge sengene stod fast til gulv og væg. Foran pejsen stod en rigtig stol og ude på gukvet 4 såkaldte stole, disse var almindelige granstammer, men så blankslidte, at man skulle tro, de var lakeret. Inde i spisekammeret var der lutter hylder med alle slags køkkenredskaber, samt ostekrummer i svære mængde. I en krog stod en kærne. Midt på gulvet lå en kolossal gryde med bunden op, og da vi på grund af mørket intet kunne se, blev vi alle tre temmelig tilsværtet. Jeg ser tændstikker i massevis, og intet undgik mit øje.Efter denne grundige undersøgelse gik Ragna i seng, mens Marit og jeg sad og snakkede en times tid, så gik også vi til ro. Jeg puttede mig ned til Ragna. Hen på natten vågnede jeg, og vi lå da blidt omslynget. Jeg ville trække min hånd til mig, men det viste sig at være en umulighed. Om morgenen fortalte Ragna, at hun havde drømt noget så skrækkelig om natten, derfor turde hun ikke slippe min hånd. Jeg drømte ingen verdens ting.Vi havde bestemt at ville gå ud så snart det blev lyst, og da jeg vågnede klokka 5½ sagde jeg derfor temmelig søvnig: ”Nu er der lyst – vist – ”. ”Ja” kom det henne fra den anden seng ”men tåget”. Vi lå da en halv time, så stod Marit op. Du verden, som hun så ud. Det løse hår og ryggen var aldeles fyldt med halm. Hun tændte op og kogte kaffe, mens vi andre lå og døsede. Hun satte sig på en ”stol” og holdt kaffespanden på en lang stang. Da gik det rigtig op for os, hvor umådelig komisk det så ud, og vi brød ud med en bragende latter. Så var vi lysvågen alle tre. Da kaffen var kogt, serverede Marit den på sengen til os, men nu var det Marits tur til at le. Der sad vi, Ragna med et hvidt tørklæde på hovedet, bundet i en knude under hagen og med et spandlågfuld kaffe i hånden. Jeg med mit lommetørklæde bundet i knuder på hovedet og med en papkrukkefuld kaffe i hånden. Vi lo alle tre, så lyden for op gennem skorstenen og gav genlyd deroppe et sted – tror jeg da -? Da siger Marit pludselig: ”Der går en mand”. Næppe var ordene udtalt før Ragne rejste sig med sæt og satte over mig, sengen, Marit og to stole, ja jeg er aldeles overbevist om, at havde der været fire senge og fire jenter, så havde hun sat over dem, jeg skal sige det gik, og jeg bagefter. I en frygtelig fart fik vi tøjet knappet sammen om os og en hårnål i, mens Marit stod ved døren og passede på. Sæt om han kom ind? Sæt han havde hørt hvad vi talte om? Det var et spændende øjeblik. Men det var vist en ganske almindelig arbejdsmand, som gik på skogarbejde, så der var ingen fare. Kort tid efter kom 6 køer ad samme sti, den foreste med klokka om halsen. Da de var ranglet forbi tog vi den sidste kaffeskvædt.Nu var kl. 8, og tågen var lettet så vidt, at vi kunne begynde vor forskning efter bær.Vi gik nu igen af den endeløse sti, og var vist på det øverste af berget. Så var vi langt fra hverandre og så nær, så kaldte, råbte og sang vi.Vi hørte klokkeklangen både oppe og nede, det var sæterkøerne.Da kl. var henad 5, så jeg ned i en dal. Dette måtte jeg have undersøgt inden jeg berettede det. Jeg løb et stykke ned over, kravlede så op på en fremspringende klippe, nu havde jeg hele dalen for mig. Længe stod jeg og betragtede den, endelig gik det op for mig, at det var ”Guldværket”. Nu vidste jeg, at når vi kom derned havde vi 4 timers gang hjem. [*]Endelig råbte jeg: ”Jeg ser Guldværket”! ”Nej, er det sandt”! lød det tilbage. 1 times tid efter gik vi fra stien og ned ad en sætervej, som førte os ned til Hoelsjøen og ud på hovedvejen. Da havde jeg 6 liter bær og de andre en del mere. Vi syntes jo det var alt for lidt og ville derfor gå på den anden side søen hjem, men da vi kom et stykke hen opdagede vi en arm af søen, som gik langt ind i skogen, derfor snuede vi om, og gik nu ad hovedvejen. Ragna og Marit kunne dog ikke dy sig, men stak op ad en ny sætervej. Jeg kunne derimod udmærket holde ud, at gå et stykke op og lægge mig i det grønne indtil de kom igen. Der nød vi så vort sidste måltid, som bestod af sigtebrød med smørpapir på og vand til – sagde vi da-?Kl. 9½ var vi nede hos Maja Finnbråten, hvor vi fik dejlig varm kaffe, kl. 10½ var vi hjemme. Men da havde vi ingen bund i strømperne, og temmelig stivbenet var vi, bærrene var få, men humøret godt. Tak for nu.[*] (Der er omkring 7 km. fra Eidsvold til Guldværket - i lige linie!)

Last modified on 1. January 2009