Rejsen til Norge:

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

              Min rejse her til.
Det var mandag morgen den 2. August 1915. Vi var tidlig oppe, Frederik, Mor og jeg. Mor lavede kaffe, Frederik gjorde ponykøretøjet i stand, jeg gik og nullede rundt, og vidste ikke rigtigt om jeg var glad eller bedrøvet, men tilsyneladende i bedste humør drog jeg da fra mit hjem og min mor. Kl. 6 ½ susede ekspressen med mig fra Hobro, og både Frederik og jeg vinkede så længe vi kunne se hinanden.

(Jernbanemuseet i Odense) (192,54K)

Så gik da toget gennem det nordlige Jylland. Åer, bække, høstakke og telefonpæle susede forbi os. Træerne i Rold skov dansede runddans og så nåede vi da Ålborg. Der var sirligt røre, nu kunne man rigtignok se, at vi var kommet et stykke hen på formiddagen. Det støvregnede. Der kom en stor ovn mand med et ølanker til mave, han pustede og stønnede så det kostede ham synlig anstrengelse at komme frem, men endelig fandt han en plads i samme vogn som jeg var. Jeg veg forskrækket til side, da jeg hørte han satte sig med et vældig plump.

Tredie klasses kupè fra ca. 1910 (110,82K)

Et forbud der vel stadig burde gælde! Og en bøde der kunne mærkes dengang. (166,01K)

Hele perronen var fyldt med mennesker. Sikken masse afskedshilsner på forskellig vis, uf. Endelig dampede vi videre, ganske sagte gik det ud over Limfjorden. Det var smukt at se Ålborg bag os, Nørre Sundby foran, pontonbroen på den ene side og en lille ø på den anden. Nu fòr vi ud over flade strækninger og landsdelen, og nåede snart Frederikshavn. Nu stod solen højt på himmelen, og Vorherre skaffede os det fineste rejsevejr, som vi kunne ønske os. Hurtigt var jeg ombord. Jeg var ikke klar over, om jeg skulle tage anden eller tredje klasses billet, men traf så en fornuftig kone fra Kolding, som rådede mig til at tage en tredje klasse, og det gjorde jeg. En time efter gik skibet. Det var lidt underligt at se Danmark forsvinde lidt efter lidt, indtil det var helt borte. Lige uden for Frederikshavn var der en lille bitte ø med fyrtårn, vi grublede lidt over hvad det kunne være for en ø, da siger en ung knøs fast og selvsikker: "Det er Skagens fyr, det smukkeste fyr i Danmark". To timer efter kom vi forbi Skagens fyr. Den omtalte kone og jeg fandt os en udmærket plads i forstavnen, hvor vi opholdt os det meste af tiden og levede af vor medbragte madpose. Kommer midt ud i Skagerak udbryder samme unge fyr fra før: "Næh, kom dog og se søløver", men han blev lillebitte, da han blev overbevist om, at det var store fisk. Kort før vi sejlede ud i Kristiania Fjord, kom vi forbi en vældig flok marsvin, nej hvor de hoppede og sprællede i solskinnet, det var så interessant. Nu var mine øjne ganske stive af at stirre mod de sig nærmende klipper. Men hvad var nu det? Nej se dog! En masse små klippe-øer ragede stejlt op ad havet ja fuldstændig lige, på hver af dem var enten en villa, et fyrtårn eller nogle få fiskehuse, et sted var der en bro, som forbandt to øer, men hvordan de mennesker bærer sig ad med at komme ned, ja det forstår ikke jeg, for hoppe - nej.

 Skibet lagde nu til ved Horten, den første bygd, som jeg så tæt ved. Den var bygget op ad den skrånende fjeldside og lå meget smukt. Ved havnen arriverede mindst 30 børn for at sælge kirsebær hvilke de havde fint ordnet på flade fade. Vil De købe frylli? Køb frylli hos mig? Jeg har de bedste frylli! Sådan råbte de i munden på hinanden, som børn i almindelighed kan, og jeg må sige, at de hurtig fik udsolgt alle deres frylli. Da vi sejlede ud igen var der en stadig vinken og råben, men jeg kunne ikke forstå noget af det. Nu kunne vi se Moss på den anden side fjorden, men snart kom øen Jelø imellem, så var også den forsvunden, derimod kunne vi langt, langt ude se Holmestrand (en bygd). Tågen havde imidlertid sænket sig, den yndige blå tåge, som jeg holder så meget af. Først havde solen gået ned bag fjeldene, hvilken henrivende solnedgang. Nu tror jeg nok, at det var på tiden, at elverpigerne kom frem, jeg så dem i fantasien danse let og luftige hen over tågerne. Vi kom forbi den ene bygd efter den anden, og alle lå de op ad den skrå fjeldside, blandt andre husker jeg navnene på Son, Filtvet, Hvitsten, Drøbak og Storsand. Derefter kom fæstningen "Oskarsborg", hvor elektriske lysstråler blev udsendt med bestemte mellemrum. To røde lys blev tændt ude i vandet, for at vise os hvor minebæltet lå, og jeg må tilstå, at det gav et sæt i mig, og jeg blev ikke hel mig selv igen, før vi var komne forbi dette farlige sted. Skibet havde imidlertid sænket farten, matroserne tog kraftig fat på sangen "Ja vi elsker dette landet", mens én spillede på mandolin. Hundreder af elektriske lys skinnede fra begge fjeldsider. Min tankegang var omtrent således: "Hvordan mon nu min lille mor har det? Mon hun siger: "Nu er Pouline nået dertil, og nu er hun der"? Ja du skulle se mig midt i alle denne naturens skønhed, så er jeg sikker på, at du aldrig fortryder, du har givet mig lov til at rejse. Men jeg mangler selskab hjemmefra. Må ikke klage, jeg har jo fundet denne udmærkede kone fra Kolding, vi talte om det vi så". Videre til skibet. Mine øjne var helt stive. Jeg stirrede videre mod tågen, imod lysene, fjeldene, det blanke, stille vand og - fremtiden. Jeg så og så og - faldt i søvn. Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke, men jeg blev med eet lysvågen ved at få et forsvarligt puf af min rejsefælle, idet hun udbryder: " Nej nu må De sandelig vågne op, her har vi hele Kristiania foran os, og måske aldrig mere De ser dette syn". Ja i sandhed dette var ualmindeligt. Det var kunst og natur, der havde forenet sig. Som en mægtig Halvmåne lå byen om enden af fjorden, elektrisk oplyst, med fjeld og skov til baggrund, ja jeg kan næsten ikke beskrive det. Passagererne havde travlt med at ordne sig til landgang, og snart stod skibet fast og afladningen begyndte. Min rejsefælle fandt sin søn ventende, bød farvel og gik. Toldbetjentene gennemså alt rejsetøj og slog store hvide kors på alle kasser og kufferter, og snart var skibet omtrent tom. Af kaptajnen fik jeg lov at blive ombord til dag. Af kahytsjomfruen blev jeg anvist en 1st klasses kahyt. Dette måtte vi gøre med største tavshed , da hun ikke havde lov til, at byde dette til en dæks- passager. Snart sov jeg vældig godt, men kl. var rigtignok også 12, og jeg havde jo været tidligt oppe. Om morgenen vågnede jeg ved, at kahytsjomfruen gik rundt og meldte: "Nu er kl. 6". Jeg lå og døsede til kl. 7, imens hører jeg inde fra sideværelset en grov mandsrøst sige sådan: "Du er sku et godt fjols, så uforsigtig som du bar dig ad i toget i går, du sagde jo, så alle kunne høre det, at du havde tre tusinde kr. på dig". "Ja, men ded tænkte jeg sku ikke på", lød svaret fra den anden. Kl. 7 var jeg påklædt og spiste derpå resten af min medbragte mad (julekage og mælk). Jeg fandt en drager, mest for at finde rette vej til banegården, han tog min cykle og min kuffert, og jeg traskede bag efter. Knapt kommen op i byen, før jeg træffer det stejle fjæld udhugget, så det danner en høj mur på den ene side af gaden, oven på denne mur var der bygget huse. Jeg møder nu klippe ved klippe til jeg nåede St., ja men det er sandt, jeg så jo også i aftes, at byen var bygget op ad fjældsiden. Vi nåede da omsider banegården, og der var en frygtelig travlhed, aldrig har jeg set noget værre, min drager måtte hjælpe mig at blive ekspederet for jeg kunne ikke forstå et ord norsk lige når det blev udtalt med en sådan fart. Snart sad jeg i toget, eller rettere sagt stod. Snart kørte vi gennem en skov, snart over fjæld , over elv, Åer, bække, gennem tunneler, hist og her kom fossen susende og brusende ned over fjældet, snart var der højt op, snart dybt, dybt ned. En ung pige syntes vist, jeg havde stået for længe, og siger til mig: "Vil Madame ikke sidde ned, der er plads", hun syntes rimeligvis, at jeg var for trivelig til at være jente. Endelig ved den 13de St. var jeg i Eidsvold, hvor Marit Habberstad ventede mig. Så havde rejsen slut, og et nyt livsindhold (bogindhold) oprinder.

Eidsvoll ca. 1957. (nummeret nederst til højre)
Advokat Wilhelm Arvesens hus "Bakkehuset" er markeret. (225,00K)

Her et udsnit af ovenstående, jeg har forsøgt at fjerne blækstregen, (113,50K)

Der oppe bag træerne ligger huset måske endnu. Desværre havde jeg ikke ovenstående foto med da jeg var deroppe i sommer, så jeg vidste ikke hvor jeg skulle lede. Næste gang jeg kommer derop skal jeg nok se efter om det er der endnu! I forhold til det gamle billede står jeg på den lille pynt nederst til højre. (180,12K)

Eidsvoll Rådhus 2004 (163,21K)

Parti fra Eidsvoll centrum 2004 - (172,17K)



[Next] Efteråret 1915
[Up] Pouline Munks Norgesrejse
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Thanks for visiting Hjemmeside1

Last modified on 1. January 2009